Årets Vinbonde

I 2011 indførte vi titlen Årets Vinbonde.

Ud fra indstilling fra medlemmer og bestyrelse vælger bestyrelsen hvert år, at tildele titlen, æren og en lille gave til en person, der på en eller anden måde har udmærket sig i klubbens virke.

Vinbonden 2011

Finn Pedersen blev kåret som den første “Årets Vinbonde” i vinklubben.

Finn fik titlen for hans gode humør, hans små gode historier og fortællinger, som han krydrede både klubaftener og vinskole aftenerne med.

 

 

 

 

 

Vinbonden 2012

Årets vinbonde blev Gitte Dahl, hvilket var populært, da mange ved, hun gør en stor indsats for klubben. Gitte fik udover et diplom, en speciel flaske Sydafrikansk rødvin fra Frans K. Smit, som er noget af en guru i Sydafrika. Vinen Gitte fik, var en kultvin fra 2004 hvor Franz K. Smidt havde skrevet en hilsen på etiketten, i anledning af Gittes udnævnelse til vinbonde.

Forhistorien er den, at jeg besøgte vinfirmaet Spier i Sydafrika i februar. Her havde jeg tænkt mig, at få Frans til at skrive på flasken, som jeg ville have købt dernede, men underligt nok, så var denne vin ca. 200,-kr. dyrere i Sydafrika end hvad Brugsen tager for den. Det var lige at stramme den lidt for meget, så jeg bad Per Mastrup SuperBrugsens vinmand og bestyrelsesmedlem i vinklubben, om at tage en flaske med til Sydafrika nogle uger senere, så vi kunne få den eftertragtede vinhilsen. Det var der ingen problemer med, så nu har Gitte en meget sjælden flaske vin, som har været over ækvator 3 gange.

 

Vinbonden 2013

Til årets Sankthansfest var gæsterne glade og tilfredse. Specielt Jørgen Jensen, som blev årets vinbonde. Stor velfortjent tillykke til Jørgen. Det er altid dejligt at blive værdsat og udvalgt, særligt når det er ens vinvenner samt bestyrelse, som ønsker at hædre ham, for en stor indsats for klubbens ve og vel.

Der blev holdt en tale for Jørgen, hvor der blev fortalt om, hvordan den specielle vingave med en hilsen fra Søren Frank, var kommet i stand, da vi var på den Argentinske Ambassade. Der var også en vinbog, samt et pænt diplom som Gitte Dahl havde brugt mange timer på at gøre flot.

 

 

 

Vinbonden 2014

Afsløringen foregik i år lidt anderledes. Alle rejste sig og mens spændingen bredte sig, læste Jan kriterierne op.
Alle der er medlem af vinklubben må blive stående, resten sætter sig. Alle der ikke er eller har været medlem af bestyrelsen i år og nuværende suppleanter. må blive stående, resten sætter sig. Så til de 3 spørgsmål fra konkurencen :
Er årets vinbonde over 175 cm høj : Nej – Er årets vinbonde over 50 : Ja – Er årets vinbonde en mand eller en dame : Dame. Nu var der kun en lille flok tilbage.
Sidste oplysning : Det første bogstav i årets vinbondes for- og efternavn er det samme !!!
Nu stod der så kun en, skal vi sige lidt overrasket, dame tilbage, ÅRETS VINBONDE 2014 LILLIAN LINDORFF

Det er Lillians positive energi og arbejdsiver ved alle vores arrangementer, der overbeviste bestyrelsen, at hun var det rigtige valg til årets vinbonde. Lillian fik først overrakt et forklæde med vores vinklub logo, derefter diplomet og sidst men ikke mindst Claus Meyers meget berømte Almanak med en personlig lykønskning med kåringen som årets vinbonde til Lillian fra Claus.

Vinbonden 2015

Flemming afslører årets vinbonde, Peder, vores tidligere formand og stifter af vinklubben. Nu da Peder er trådt tilbage som formand for klubben, fandt bestyrelsen at han på denne måde skulle hædres for sin store indsats i klubben.

Årets gave til vinbonden var en flaske Fransk Champagne med en speciel hilsen til Peder på etiketten. Peder kunne ikke være med til festen og vil derfor få gaven senere.

 

 

 

 

Vinbonden 2016

Efter en længere motivering kunne Flemming afsløre at valget i år var faldet på et par. Et par der trofast havde fulgt vinklubben og altid med godt humør.

VI SIGER TILLYKKE TIL INGER OG TEDDY, for første gang 2 vinbønder.

Årets gave til vinbønderne var Nana Wad bøger, diplomer og en flaske Champagne.

 

 

 

 

Vinbonden 2017

Lone Felskov. På diplomet står der:

Du er en yderst dygtig vinsmager, som virkelig nyder at opleve vinens forunderlige verden. Positiv, glad og yderst velforberedt møder du op til vores arrangementer.

Her kan vi tilføje at Lone altid er flink til at hjælpe med efteroprydningen og inspirere bestyrelsen til nye arrangementer, f.eks. Tøseaften og mænds griller. I bestyrelsen gav denne instilling lidt diskussion, men som det sidste i indstillingen stod der, “At Lone har en mand der sidder i bestyrelsen bør bestyrelsen se bort fra, da Lone ikke skal straffes for det”.

Flemming overrakte årets præmie, en kasse vin fra Rauen i Tyskland, specielt signeret til Lone.

 

Vinbonden 2018

Årets Vinbonde Jan Bolhøj.

En meget velfortjent titel, som gives til Jan for en kæmpe stor indsats for vinklubbens virke fra dens stiftelse i 2010 og til nu.
Jan er faktisk den første vinbonde, der er kåret, som kan kalde sig en ægte vinbonde, da Jan i flere år selv har produceret Vin sammen med 2 andre i Nabolaget.

Årets gave, en magnum flaske italiensk vin fra Il Canovino, Ripasso.

Da Jan ikke kunne være med på aftenen, blev den overrakt hjemme af Birgit.

 

0

Din varekurv